|
Julehilsen December 2003
Kære strandjagtkammerater
Året 2003 var jubilæumsår for vor gamle forening. 60 år er det siden strandjægerne
i Holbæk startede Holbæk Strandjagtforening. Set i det store perspektiv er 60 år
jo ikke meget, men jeg vil alligevel udtrykke min glæde over, at det har været
muligt at bevare vor forening, nu også som den sidst tilbageværende jagtforening
i selve Holbæk by.
Det har i de seneste år ikke været strandjagten som sådan der har bundet foreningen
sammen. Her på det sidste har der dog været en stigende interesse fra modne mennesker,
der gerne vil prøve at komme i gang med strandjagten. Det synes jeg er glædeligt.
På generalforsamlingen godkendte forsamlingen bestyrelsens forslag med hensyn til
at etablere vand og toilet i klubhuset på skydebanen. Yderligere har vi jo næsten
lovet at anskaffe nye skeetmaskiner, så der bliver en del at gøre på skydebanen til
næste år.
Politisk har det forløbne år været præget af forhandlinger omkring nye jagt tider,
som gælder fra april år 2004 og 3 år frem. Det blev ikke optimalt for strandjagten,
men lokalt er det vel til at leve med.
Den forløbne jagtsæson har i mange henseender været atypisk. Utroligt koldt i
oktober, men et helt fantastisk dejligt vejr. Alligevel var der krikænder på stranden
langt hen i november måned. Pibeænderne kom sent, og er her stadig i stort tal. Nu er
hvinænder og kanadagæs for alvor kommet, og vi har jo stadig gråænderne at tumle med.
Personlig har jeg ikke rigtig haft lyst til at skyde ederfugl i år. Det tager lidt af
glæden over denne jagt, når man ser tilbage på sommerens sygdom, men man behøver ikke
være hellig. Der er stadig mange ederfugle i Isefjorden.
I kalenderen på vores hjemmeside kan du finde en oversigt over aktiviteterne i
foreningen for de næste måneder. Med strandjægerhilsen Per Clausen Holbæk Strandjagtforening
|
|
![]() |